Traumer er fysiske og emotionelle spor i kroppen og nervesystemet. De begynder dér, hvor spændinger fra chok eller en vedvarende belastning ikke forløses og fortsætter som anspændthed, indre uro eller følelsesløshed.
Traumer handler ikke kun om det, vi husker – men om det, kroppen ikke fik mulighed for at slippe. Mange mærker først tegnene som uro, spændinger, tunghed, knugen i maven eller en uforklarlig vagtsomhed i hverdagen. Kroppen reagerer, før tanken forstår hvad der foregår, og det kan være svært at forbinde nutidens reaktioner med oplevelser fra tidligere i livet.
Et traume opstår, når noget overvælder os så meget, at nervesystemet mister sin fleksibilitet. Oplevelsen kan være pludselig og dramatisk, eller den kan udvikle sig over tid. Fælles for traumer er, at kroppen ikke får mulighed for at forløse den spænding, oplevelsen satte i gang – og derfor kan nervesystemet forblive i et alarmberedskab eller i en tilstand af nedlukning.
Nervesystemet er kroppens samlede sanse- og reguleringsapparat. Det består af hjernen, rygmarven, det autonome nervesystem og et netværk af sensoriske nerver, der konstant opfanger informationer om verden og kroppens tilstand.
Det autonome nervesystem arbejder uden for viljens kontrol og regulerer puls, muskelspænding, vejrtrækning, fordøjelse og kroppens evne til at falde til ro.
Det består især af:
Nervesystemet er dermed forbindelsen mellem sanser, følelser, relationer og fysiske tilstande. Når det kommer ud af balance, kan vi mærke det både kropsligt, følelsesmæssigt og i vores adfærd.
Det autonome nervesystem registrerer hele tiden, om vi er i sikkerhed. Vagusnerven spiller en vigtig rolle i denne regulering. Hjernen vurderer ansigter, tonefald og stemninger, og vagusnerven omsætter disse vurderinger til kropslige signaler – den dæmper eller øger spændingsniveauet alt efter, om situationen opleves som tryg eller truende.
Når noget opleves som truende, aktiveres det sympatiske system automatisk: pulsen stiger, musklerne spændes, åndedrættet bliver hurtigere, og sanserne skærpes. Det er en neurofysiologisk proces, der sker længe før vi når at tænke over situationen.
Afhængigt af oplevelsen kan nervesystemet reagere med fire reaktionsmønstre: kamp, flugt, frys eller kollaps.
Mange mennesker mobiliserer først energi til kamp eller flugt, men hos andre – især hvis belastningen er for voldsom, eller man ikke kan handle – reagerer kroppen i stedet med frys eller kollaps.
I terapeutiske forløb ser man ofte, at fastlåsningen viser sig netop i disse mere nedlukkede reaktioner:
Disse reaktioner kan efterlade kroppen i enten hyperarousal (for højt spændingsniveau og alarmberedskab) eller hypoarousal (for lav energi, følelsesmæssig frakobling og i nogle tilfælde dissociation).
Begge reguleringstilstande kan blive vedvarende, hvis kroppen og nervesystemet ikke får mulighed for at finde tilbage i balance.
En enkelt, overvældende hændelse – et uheld, et tab, et overgreb, en akut trussel – kan presse nervesystemet ud over dets kapacitet. Reaktionen er hurtig, instinktiv og stærk, og nervesystemet og kroppen formår i nogle tilfælde ikke at vende tilbage til deres normale tilstand.
Når et barn vokser op med ustabil omsorg, uforudsigelighed, mangel på tryghed og relationel uro, formes nervesystemet af disse erfaringer. Barnet lærer at tilpasse sig ved at spænde op, lukke ned eller være konstant på vagt.
Opvæksttraumer sætter dybe spor i selvregulering, selvfølelse og evnen til at indgå i relationer – fordi de opstår i en periode, hvor hjernen og det autonome nervesystem stadig er under udvikling.
læs mere om opvæksttraumer her: Opvæksttraumer
Voksne kan få traumereaktioner gennem længere perioder med stress, sygdom, vold, omsorgsopgaver, relationel utryghed eller gentagne følelsesmæssige belastninger. Det kan påvirke nervesystemet og forstærke gamle reaktionsmønstre.
Efter kamp-, flugt-, frys- eller kollapsreaktioner har kroppen brug for at slippe den mobiliserede energi.
I naturen ser man ofte, at dyr ryster kroppen efter en voldsom eller livstruende situation. Bevægelsen hjælper dem med at slippe den ophobede spænding og genskabe ro i nervesystemet.
Mennesker har den samme biologiske mekanisme, men den efterfølgende regulering bliver ofte forstyrret. Vi spænder op, holder vejret, undertrykker impulserne eller forsøger at forstå og kontrollere situationen med tanker.
Det betyder, at kroppen ikke får mulighed for at nedregulere spændingen og slippe den mobiliserede energi, der var nødvendig for at kunne handle under den voldsomme situation.
Når reguleringen ikke finder sted, kan spændingen blive i systemet. Nervesystemet mister sin fleksibilitet og kan fastholde et mønster af enten:
Disse tilstande er almindelige og opleves ofte uden, at man kender årsagen.
Traumer kommer til udtryk i kroppen gennem:
Det er ikke “hukommelse” i klassisk forstand, men koordineringer mellem krop og nervesystem. Derfor kan man føle en klump i halsen, trykken i brystet eller uro i maven – uden at kunne forklare det med ord.
Traumer viser sig ofte gennem både kropslige og følelsesmæssige symptomer, som kan være svære at forbinde med den oprindelige oplevelse. Mange oplever:
Det er gamle strategier, som nervesystemet gentager, fordi de engang var nødvendige.
Traumer handler grundlæggende om en reguleringsfejl, ikke en tankefejl.
Selv når vi forstår noget rationelt, kan kroppen forblive i alarmberedskab, fordi nervesystemet reagerer langt hurtigere og mere grundlæggende end bevidstheden. Før kroppen får hjælp til at regulere sig – især gennem vagusnerven – kan tanken ikke ændre tilstanden i dybden.
Forskning viser også, at længerevarende belastning kan påvirke de hjernedele, der normalt dæmper alarmberedskab. Det ændrer det “indre nulpunkt”, så kroppen hurtigere går i alarm – også når der ikke er fare.
Derfor kan forståelse og indsigt alene ikke nulstille systemet.
Det betyder ikke, at samtaler ikke hjælper – men at kroppen skal være med, før forandringen kan mærkes og integreres.
Heling handler om at skabe betingelser, hvor nervesystemet igen kan bevæge sig frit mellem aktivitet og ro. Det sker gradvist – først gennem tryghed og et stabilt nærvær i den terapeutiske relation, og dernæst gennem små kropslige forandringer, der giver kroppen mulighed for at slippe ophobet spænding.
Når spændingen begynder at forløses – gennem dybere vejrtrækning, varme, rystelser eller øjeblikke af ro – opstår en regulering, som man ikke kan skabe gennem tankeprocesser alene.
Det er en kropslig proces, der giver mere plads indeni, større stabilitet og ro og bedre kontakt både med sig selv og andre.
Hvis du vil vide mere om, hvordan dette arbejde foregår i praksis, kan du læse beskrivelserne her:
Kontakt psykoterapeut Maj Hougaard vedrørende behandling af traumer på Østerbro – København
