Opvæksttraumer

Opvæksttraumer – forståelse

Opvæksttraumer opstår ofte i familier præget af utrygge eller dysfunktionelle mønstre. Forældre eller omsorgspersoner kan have svært ved at mærke og respektere egne grænser – og dermed heller ikke barnets. Nogle voksne er utilregnelige eller følelsesmæssigt fraværende, og i nogle familier spiller misbrug, vold eller psykisk ustabilitet en væsentlig rolle.

Sådanne forhold gentager sig ofte på tværs af generationer: erfaringerne gives videre, fordi forældrene ikke har lært andre måder at skabe tryghed og nærvær på. Når den trygge base mangler, lærer barnet at klare sig på måder, der var nødvendige i barndommen, men som senere kan blive belastende.

Barnets reaktioner ved utryg opvækst

I uforudsigelige hjem forsøger barnet at skabe kontrol og ro dér, hvor det er muligt. Det kan betyde, at barnet:

• Er konstant på vagt og prøver hele tiden at forudse, hvad der vil ske.
• Udvikler et stærkt behov for kontrol.
• Påtager sig et voksenansvar i familien og bliver “den tidlige voksne”.
• Tilsidesætter egne behov for at passe ind eller undgår konflikter.
• Lærer, at bestemte følelser – f.eks. vrede eller tristhed – ikke må vises.

Over tid kan dette føre til en grundlæggende utryghed: for nogle bliver nærhed vanskelig, fordi andre opleves som uforudsigelige; for andre bliver behovet for nærhed og tryghed i relationer altdominerende.

Følgevirkninger i voksenlivet

Reaktionerne kan være forskellige, men typisk ses:

• Vedvarende indre uro, spændinger eller følelsen af kaos.
• Tankemylder, selvkritik, skam, angst eller depression.
• Lavt selvværd og usikkerhed i relationer.
• Vanskeligheder med at mærke og udtrykke egne behov.
• Grænseproblematikker: enten at tilsidesætte sig selv eller at overskride andres grænser.
• Følelsesmæssig afkobling eller omvendt at blive følelsesmæssigt overvældet.
• Reaktionsmønstre, der gentager sig i arbejds- eller familieliv.

For nogle viser det sig i relationen til egne børn: man risikerer ubevidst at gentage det, man selv blev udsat for – eller at gå i den modsatte grøft og blive overinvolveret på en måde, der gør det svært at give barnet den plads, det har behov for.

Arbejdsform i praksis

Jeg arbejder helhedsorienteret – gennem traumeterapeutiske metoder, der inddrager både krop, psyke og nervesystem:

• Somatic Experiencing (SE)
• Relationel Traumeterapi (RTT)
• Haptic Gamma Embodiment (HGE)

I terapien hjælper jeg klienten til øget selvindsigt – evnen til at mærke sig selv bedre, genkende kroppens signaler og forstå sammenhængen mellem de reaktioner, der mærkes, og de oplevelser, de har rod i. Arbejdet indebærer blandt andet:

• At arbejde med grænser: at blive mere opmærksom på egne behov og signaler – og samtidig kunne registrere og respektere andres.
• At træne følelsesmæssig regulering: at genkende kroppens signaler tidligt og genoprette balance, før man bliver overvældet.

Effekt og resultater

Et terapiforløb kan gennem styrket selvindsigt føre til:

• En større stabilitet i hverdagen, hvor tankemylder dæmpes, og følelserne bliver lettere at håndtere.
• Større handlefrihed i hverdagen, hvor tidligere mønstre fylder mindre, og nye muligheder kan udforskes.
• Bedre kontakt til andre, hvor man kan være til stede uden at tilsidesætte sig selv.

Min tilgang

Jeg har i mange år arbejdet med forskellige former for opvæksttraumer og omsorgssvigt og møder ofte de samme grundmønstre hos klienter: at den tidlige omsorg har manglet i barnets første, afgørende leveår.

Gennem mit arbejde har jeg haft fokus på at forstå de bagvedliggende årsager til børns, unges og voksnes handlemåder og reaktioner i sociale sammenhænge. Den erfaring bruger jeg til at målrette terapien, så den tilpasses den enkeltes behov og livssituation.