Haptic Gamma Embodiment

Traumer og gentagen overbelastning kan skabe dysregulering i nervesystemet og gøre det svært for kroppen at slippe spændinger. Derfor arbejder Haptic Gamma Embodiment kropsligt – gennem berøring, mikrobevægelse og brugen af indre billeder – for at støtte afspænding og indre stabilitet.

Om Haptic Gamma Embodiment (HGE)

Haptic Gamma Embodiment (HGE) er en kropsorienteret terapiform, der kombinerer berøring, bevægelse, rumlig orientering, kropslig sansning (perception) og tyngdekraft. Formålet er at hjælpe nervesystemet med at finde tilbage til balance og frigøre fastlåste kropslige og følelsesmæssige mønstre, fx spændinger og gentagne reaktionsmønstre.

Metoden er udviklet af den brasilianske terapeut, underviser og forfatter Marcelo Muniz, som underviser internationalt og er bosat i Zürich. Han har baggrund i Rolfing (struktur og bevægelse), Somatic Experiencing (Peter Levine) og kraniosakral terapi, og har sammen med psykologen Dr. Sonia Gomes udviklet SOMA Embodiment. Hans arbejde er inspireret af forskere som Stephen Porges (polyvagal teori) og Hubert Godard (bevægelse, tonus og perception).

HGE bygger på mange års arbejde med traumer og integrerer viden om nervesystemet, perception og bevægelse i én samlet metode.

Teoretisk fundament

Haptic Gamma Embodiment bygger på neurofysiologisk viden om, at traumer og overbelastning kan skabe dysregulering i nervesystemet og forstyrre kroppens reguleringskapacitet: evnen til at slippe spænding og skifte mellem aktivitet og ro.

Når sanser, muskler og nervesystem ikke længere arbejder i samspil, mister kroppen sin naturlige koordinering – den rytme, der giver fornemmelse af tyngde, retning og tilstedeværelse.

HGE arbejder med at genetablere denne kropslige rytme gennem sansning, berøring og bevægelse, så kroppen igen kan finde orientering og indre ro – og danne grundlag for regulering.

Når denne rytme forstyrres af chok eller overbelastning, reagerer kroppen spontant for at beskytte sig. De automatiske forsvarsmønstre – kamp, flugt, frys eller kollaps – styres af det autonome nervesystem og sker uden bevidst kontrol.

Hvis belastningen bliver for stor, kan kroppen forblive fastlåst i disse reaktioner, længe efter at faren er ovre. Spændinger ophober sig i muskulatur, bindevæv og organer og kan med tiden blive en del af kroppens grundtilstand. Kroppen reagerer med fx muskelstramninger, ændret vejrtrækning eller uro i maven. Ofte registreres reaktionerne ikke bevidst, fordi man vænner sig til dem og tolker dem som normale.

En central nøgle til at forstå traumer ligger i det autonome nervesystem – især vagusnerven, der forbinder hjernen med kroppens indre organer og spiller en afgørende rolle i reguleringen af stress og indre balance. Når nervesystemet mister sin fleksibilitet, kan det være svært at vende tilbage til en naturlig tilstand af ro og tilstedeværelse.

Derfor arbejder HGE kropsligt med traumer: ikke alene gennem berøring og bevægelse, men også gennem rumlig orientering og brugen af indre billeder (det imaginære), som kan støtte afspændingen og balanceringen af nervesystemet.

Navnet Haptic Gamma Embodiment forener berøring (haptic) og de rytmiske gamma-svingninger i nervesystemet, som understøtter samspillet mellem sanser, bevægelse og bevidsthed. Når kroppen genfinder denne rytme, opstår indre balance, forankring og ubesværet bevægelse.

Konsekvenser i hverdagen

Når angsten fylder, kan den hæmme både arbejde, fritid og relationer. Mange begynder at undgå situationer, de frygter, og oplever at blive styret af bekymringer frem for egne valg. På længere sigt kan det føre til isolation, tab af livskvalitet og en følelse af at miste kontrollen over eget liv.

Kendetegn og særlige perspektiver

Samspillet mellem sansning, det imaginære og vagusnerven

HGE kombinerer arbejdet med spændinger, kropslig orientering og afgrænsning med brugen af indre billeder, der hjælper nervesystemet til at finde ro og nye måder at reagere på.

Det særlige ved metoden er, at kroppen ikke kun bearbejder traumer gennem sansninger og bevægelser, men også gennem forestillinger, der giver en oplevelse af tyngde, støtte eller bevægelse. Kroppen kan reagere på disse indre billeder næsten som på faktiske sansninger, og derigennem opstår nye følelsesmæssige og kropslige erfaringer.

Opmærksomheden på vagusnerven er et andet særtræk. Når vagusnervens funktion understøttes – gennem både konkrete sansninger og det imaginære – styrkes kroppens evne til at vende tilbage til balance efter belastning.

Læs mere om Haptic Gamma Embodiment

Arbejdsform i praksis

I praksis rettes opmærksomheden især mod tre sammenhængende områder: spændinger, kropslig orientering og kropslig afgrænsning – suppleret af arbejdet med indre billeder.

Spændinger mødes gennem berøring og guidede bevægelser, der hjælper kroppen til gradvist at slippe fastlåste mønstre og finde ind i en tilstand af ro. Her indgår også mikrobevægelser – meget små, præcise bevægelser, som nænsomt støtter nervesystemet i at falde til ro

Orienteringsarbejdet omfatter både det ydre (forholdet til rummet og tyngdekraften) og det indre (åndedræt, tyngde, bevægelser). Afgrænsningen handler om evnen til at opleve, hvor kroppen “slutter”, og omgivelserne begynder – en vigtig forudsætning for at kunne mærke egne behov og grænser.

Det imaginære bringes ind ved, at klienten arbejder med billeder, som understøtter kroppen i at finde ny balance. Det kan fx være at forestille sig en indre tyngde, en tryg støtte eller en bevægelse, som kroppen kan resonnere med og finde ro i. Sådanne billeder giver nervesystemet nye erfaringer af regulering, uden at man nødvendigvis behøver at genopleve det oprindelige traume.

Forløbet tilpasses altid klientens ressourcer, så krop og nervesystem kan følge med, og forandringerne kan ske så gradvist, at man ikke føler sig overvældet.

Jeg tilbyder HGE som en del af min praksis, ofte i kombination med psykoterapeutiske samtaler samt:

Anvendelsesområder

Haptic Gamma Embodiment kan være særligt hjælpsomt, når kroppen bærer på traumer og spændinger, der viser sig som både fysiske og følelsesmæssige reaktioner.

Metoden er relevant ved blandt andet:

  • Angst og panik – hvor frygt overtager, og man mister kontrollen over egne reaktioner.
  • Stress og belastningsreaktioner – ved langvarig stress, der lukker kroppen ned og opleves som en invaliderende tilstand.
  • Depression – i perioder, hvor meningsløshed fylder, og intet længere giver glæde.
  • Traumer – efter oplevelser, der har sat sig i kroppen og fortsat præger hverdagen.
  • Seksuelle overgreb – oplevelser, der sætter sig som vedvarende traumaspor og påvirker både nervesystem og identitet.
  • Operationer eller alvorlig sygdom – i forbindelse med livstruende indgreb eller vedvarende smerte, frygt og udmattelse ved alvorlig sygdom.
  • Skilsmisse eller tab – hvor brud eller tab af nære relationer udvikler sig til en invaliderende sorg.
  • Adoption – efter tidlig adskillelse i barndommen, som har sat spor i identiteten og evnen til at indgå i relationer som voksen.
  • Handlingslammelse – når det føles umuligt at træffe beslutninger, afslutte opgaver eller føre ønskede forandringer ud i livet.


Når kroppen slipper gamle spændinger, falder sindet til ro. Det giver mulighed for en tydeligere kontakt og forståelse af kroppens signaler – og for at kunne skelne mellem indre reaktioner og ydre påvirkninger.

Som resultat skabes en stærkere forankring i forhold til både en selv og andre.

HGE er særligt velegnet ved kroniske spændingstilstande og kropsligt fastlåste mønstre, hvor traumer viser sig som vedvarende muskulære eller sanselige blokeringer.

Effekt og resultater

Gennem Haptic Gamma Embodiment – med brug af berøring og bevægelse – genskabes oplevelsen af at være kommet hjem i kroppen. Mange oplever, at effekten af gamle spændinger og traumer derved reduceres.

Desuden oplever mange:

  • Ro og stabilitet i krop og sind, fordi indre ophobet energi gradvist frigøres.
  • Lindring af angst og depression, i takt med at klienten giver slip på det indre alarmberedskab og genfinder indre ro og forankring.
  • Bedre søvn, efterhånden som arbejdet med tyngde og afspænding skaber ro i hele kroppen.
  • Bedre evne til at håndtere relationer, fordi arbejdet med orientering og afgrænsning styrker evnen til at mærke både egne og andres behov og grænser.
  • Styrket selvforståelse og identitet, som udvikles, når kropslig fornemmelse og bevidsthed styrkes.
  • Bedre koncentration og færre kognitive problemer, fordi terapien løsner op for indre fastlåsthed og giver hjernen overskud til klarhed og fokus.
  • Mindre kropslig uro og spændinger, når nervesystemet lærer at regulere sig gennem bevægelse, sansning og rumlig orientering.


Når kroppen gradvist slipper de spændinger, der har holdt den i alarmberedskab, sker der en dybere forløsning i nervesystemet. Den energi, der før blev brugt på at holde kroppen i kontrol, forvandles til indre ro og stabilitet – et udgangspunkt for klarhed, styrke og retning i livet.

I takt med at kroppen falder til ro, aktiveres sansningen, og orienteringen genskaber en naturlig fornemmelse af tyngde og forankring. Man mærker egne og andres behov og grænser tydeligere og kan møde omverdenen med frihed, nærvær og autenticitet.

Gennem denne forankring opstår en dybere kontakt mellem krop og bevidsthed, hvor både livsglæden og friheden til at leve med styrke, nærvær og intensitet vokser.

Kontakt psykoterapeut Maj Hougaard vedrørende HGE-terapi på Østerbro – København