Mit arbejde bygger på neurofysiologisk viden om, hvordan traumer og langvarig belastning påvirker hele mennesket – både krop og sind.
Når et menneske gennem længere tid har været under pres som følge af traumer eller langvarig stressaktivering – fx i forbindelse med vold, overgreb, ulykker, sygdom, psykisk lidelse eller arbejdsrelateret stress, aktiveres nervesystemets automatiske kamp-, flugt-, frys, eller kollapsreaktioner, som reguleres af det sympatiske og parasympatiske nervesystem via blandt andet vagusnerven.
Hos nogle mennesker er alarmtilstanden fortsat aktiv, længe efter at faren er forbi. Kroppen befinder sig i en form for forhøjet arousal – et vedvarende alarmberedskab, hvor muskler,
vejrtrækning og organfunktion påvirkes, og hvor energien bruges på overlevelse frem for tilpasning.
Rent fysiologisk ses det ved, at kroppen forsøger at kompensere ved at skrue op for energi i nogle områder og lukke ned i andre. Dette påvirker blodgennemstrømning, muskulatur og organer og kan vise sig som kolde hænder og fødder, muskelspændinger, uro eller følelsen af “at være lukket ned”.
Disse fysiologiske ændringer har direkte indflydelse på den mentale tilstand. Når kroppen konstant befinder sig i alarmberedskab, mister man evnen til at restituere og reagere fleksibelt.
Det betyder, at selv mindre belastninger kan udløse stærke reaktioner, mens glæde, nærvær og initiativ gradvist svækkes.
Det kan føre til stress, udmattelse, koncentrationsbesvær og nedsat handlekraft – ofte uden at personen selv forbinder det med tidligere traumatiske eller belastende oplevelser.
Traditionel samtaleterapi kan i nogle tilfælde være utilstrækkelig, fordi traumer ikke alene lagres i hukommelsen, men også fastholder kroppen i vedvarende spændingstilstande, som får personen til ubevidst at reagere med automatiske stressreaktioner i udfordrende situationer – hvilket har betydning for evnen til at fungere i hverdagen.
Derfor kombinerer jeg samtale med kropsligt arbejde – for at genetablere balancen i nervesystemet og hjælpe kroppen til gradvist at slippe de spændingstilstande, som holder alarmberedskabet aktivt og udløser automatiske stressreaktioner.
Jeg kombinerer psykoterapi med de traumeterapeutiske metoder Somatic Experiencing (SE), Relationel Traumeterapi (RTT) og Haptic Gamma Embodiment (HGE).
Metoderne tager afsæt i de neurofysiologiske mekanismer, der er beskrevet ovenfor – altså hvordan et overaktiveret nervesystem påvirker krop og sind.
Derudover bygger de på den faglige forståelse, at nervesystemet har en iboende evne til at genfinde balance, når det støttes nænsomt og gradvist.
På tværs af metoderne arbejdes der derfor på at genoprette systemets fleksibilitet, balance og regulering gennem gradvist, kropsligt forankret arbejde.
Behandlingen foregår i et tempo, der er nøje afstemt borgerens ressourcer. I stedet for at konfrontere traumet direkte, arbejdes der med gradvis regulering af de kropslige og
følelsesmæssige reaktioner, der opstår her og nu.
Denne måde at arbejde på skaber tryghed og forhindrer, at borgeren bliver overvældet eller retraumatiseret.
Jeg lægger vægt på et nært og respektfuldt samarbejde, hvor borgeren oplever at have kontrol over processen. Det styrker tilliden til terapien og skaber forudsætning for varig forandring.
Under terapien veksles der mellem samtale og kropsligt orienteret arbejde.
Borgeren guides til at mærke subtile kropslige signaler – fx forandringer i spænding, vejrtrækning eller tyngde – og til at opdage, hvordan disse hænger sammen med tanker og følelser.
Ved hjælp af denne guidede opmærksomhed kan kroppen gradvist slippe gamle spændingstilstande og genfinde indre ro og stabilitet, hvilket styrker regulering, ro og evnen til at fungere i hverdagen.
Forløbet tilrettelægges, så borgeren hele tiden bevarer kontakt til sig selv og sin omverden.
Efter hver session sikres det, at kroppen er faldet til ro, før borgeren forlader terapien. Det mindsker risikoen for overstimulering og giver en oplevelse af indre stabilitet.
Formålet med terapien er både kortsigtet og langsigtet.
Indre plan: skabe ro, stabilitet og selvregulering – forudsætningen for at kunne håndtere reaktioner og fastholde daglige rutiner.
Ydre plan: styrke evnen til at fungere stabilt i arbejde, familie og sociale sammenhænge.
Borgeren lærer at genkende kroppens tidlige signaler på stress eller overbelastning og reagere hensigtsmæssigt, før systemet lukker ned.
Gennem dette arbejde opstår en øget følelse af kontrol, overblik og handlekraft, som understøtter både trivsel og deltagelse i hverdagen.
Når kroppen og nervesystemet igen fungerer fleksibelt, bliver det muligt at handle roligt og afbalanceret – også i pressede situationer.
Borgeren oplever typisk:
Terapien bidrager dermed ikke kun til personlig trivsel, men også til bedre funktionsevne og varig stabilitet i arbejdsliv og sociale relationer.
Man kan læse mere om de metoder, jeg anvender under de enkelte terapiformer:
Hvis I ønsker en drøftelse af et muligt samarbejde, tilbyder jeg et uforpligtende møde, hvor vi kan gennemgå borgerens situation, kommunens mål for indsatsen og de konkrete rammer for et forløb.
