Bag beslutningen om adoption ligger der ofte en længere historie. Nogle har været igennem fertilitetsbehandlinger og mange undersøgelser, før de måtte erkende, at biologiske børn ikke blev en mulighed. Derefter fulgte myndighedsgodkendelser og en ventetid, præget af både håb og usikkerhed.
De forventninger og følelser, der er bygget op gennem dette forløb, kan få stor betydning for tilknytningen, når barnet bliver en del af familien.
Forældrenes forventninger kan kollidere med virkeligheden, hvor det tager tid at opbygge tillid og nærhed. Mange oplever magtesløshed og tvivl, når relationen til barnet ikke udvikler sig som håbet. Udfordringen vokser, hvis gamle sår i forældrenes eget følelsesliv bliver vækket og gør det vanskeligt at møde barnet med ro og åbenhed.
For barnet er adoption sjældent begyndelsen, men et nyt skifte oven på tidligere brud. Nogle har oplevet at blive fravalgt i den biologiske familie, andre har boet på institution eller skiftet mellem flere omsorgspersoner.
Sådanne erfaringer kan skabe utryghed og føre til forskellige selvbeskyttende strategier, som kan komme til udtryk på følgende måder:
Bag disse reaktioner ligger ofte en dybere frygt: “Bliver jeg her – eller skal jeg sendes videre igen?”
Når barnet endelig kommer hjem, kan drømmen om at skabe et tæt følelsesmæssigt bånd kollidere med en virkelighed, hvor det tager tid at opbygge tillid. Barnets reaktioner kan forstærke udfordringerne, og forældrenes længsel efter kontakt kan stå i kontrast til barnets behov for at beskytte sig mod nye svigt.
Af frygt for at blive afvist igen, kan barnet trække sig fra forældrene. Når barn og forældre mødes med så forskellige udgangspunkter, kan det blive en stor udfordring at udvikle et nært forhold. Forældrenes erfaringer og strategier fra deres egen opvækst og kultur slår ikke altid til. Det kræver nye måder at forstå og agere på – som kan udvikles gennem adoptionsterapi.
Adoption kan være en meningsfuld og berigende måde at skabe en familie på, men den kan også rumme særlige udfordringer – og hvis relationen bliver vanskelig, kan tidlig støtte være afgørende.
Et terapiforløb kan hjælpe med at forstå og håndtere de svære situationer – og give familien bedre muligheder for tryghed og nærhed.
I samtalerne kan jeg hjælpe med:
Som voksen adoptivbarn kan man bære på mange komplekse følelser. Allerede under graviditeten, ved fødslen og i de tidligste leveår kan erfaringer af fravalg, brud eller institutionsophold have sat dybe spor.
For nogle sker adoptionen inden for samme kultur, for andre betyder den samtidig mødet med en helt ny familie i et andet land – med nyt sprog, nye lyde, nye dufte og anderledes normer. Begge dele kan skabe yderligere lag af utryghed og fremmedhed.
Måske opleves en indre splittelse: at være fravalgt og samtidig tilvalgt. At føle sig anderledes, og alligevel opleve krav om at passe ind. For nogle rummer livet som adopteret både følelsen af at skulle være evigt taknemmelig overfor adoptivforældrene og en længsel efter de biologiske rødder – følelser, som det kan være svært at finde ord for.
Disse erfaringer kan komme til udtryk på mange måder, f.eks. Som:
Terapien giver mulighed for at arbejde med savn, identitet, skyld og tilknytning – og dermed finde et mere stabilt ståsted i den splittelse, der kan præge livet som adopteret. Jeg tilbyder samtaler til voksne adoptivbørn, hvor vi sammen undersøger, hvordan adoptionen har sat spor gennem livet – og hvordan der kan findes nye måder at forstå sig selv og sine relationer på.
Jeg har gennem mine tidligere ansættelser indenfor børn- og ungeområdet og arbejdet med familier i udfordrende livssituationer opnået solid erfaring i at støtte adoptivfamilier i de særlige problemstillinger, der kan opstå.
I terapien med forældre, barn eller hele familien sammen, anvender jeg psykoterapi kombineret med følgende traumeterapeutiske metoder:
Kontakt psykoterapeut Maj Hougaard vedrørende adoptionsrelaterede problematikker.
Østerbro – København
